Blog Image

Lene Frøslevs blog

Burundi: Faglige ledere på flugt

Nyheder Posted on Aug 05, 2015 14:33:31

Af Lene Frøslev, Ulandssekretariatet

5. august 2015

Kan man samarbejde med en politisk ledelse, der fordømmes af omverdenen? Fagbevægelsen i Burundi er i syv sind og foretrækker en national samlingsregering.

Den sociale dialog og trepartsforhandlingerne i den lille østafrikanske stat Burundi har ligget underdrejet under de seneste måneders voldelige politiske kampe i hovedstaden Bujumbura.

Dagligdagen har siden maj været præget af skud mod demonstranter, trusler, kidnapninger og frygt for opblussen af en ny borgerkrig. Mindst 170.000 mennesker er flygtet fra Burundi til de omkringliggende lande, og mindst 70 er dræbt.

Også de faglige ledere er personligt blevet truet på flugt.

LO-formand truet

Formanden for Burundis LO, COSYBU (Confédération des Syndicats du Burundi), Tharcisse Gahungu, fortæller til Ulandssekretariatets Østafrika-medarbejdere, at han modtager anonyme telefonopkald med trusler om overgreb på ham selv og hans familie. Af samme grund har han sendt sin kone og fem børn i eksil i Uganda, og selv har han i et par måneder ikke sovet i den samme seng to nætter i træk.

Tharcisse Gahungu har valgt at blive i Burundi og kæmpe for, at de mange medlemmer, der ikke kan komme på arbejde på grund af urolighederne, alligevel får deres løn udbetalt.

Lærerformand i eksil

Andre faglige ledere har måttet flygte helt ud af landet. Det gælder for eksempel Eulalie Nibizi, formand for Burundis skolelærere i fagforbundet STEB (Syndicat des Travailleurs Enseignants du Burundi). Hun har også modtaget anonyme telefontrusler, og hun blev i længere tid forfulgt på gaden af mistænkelige biler med blændede ruder.

Adskillige politisk og fagligt aktive er blevet myrdet ved såkaldte drive-by-shootings, så Eulalie Nibizi så sig nødsaget til at flygte. Hun er stadig i eksil i et af nabolandene.

Lav profil

De faglige ledere er blevet truet, fordi regeringen og efterretningstjenesten formoder, at de er aktive medarrangører af de store demonstrationer mod den siddende præsident. Det er imidlertid ikke tilfældet. COSYBU har bevidst valgt at holde lav profil og afvente resultatet af det præsidentvalg, der er årsagen til konflikten og som blev afviklet i slut juli.

Den siddende præsident Pierre Nkurunziza vandt valget med 69 procent af stemmerne. Oppositionen har boykottet valget, der er blevet fordømt som unfair og utroværdigt af det internationale samfund. Også EAC (East African Community), som Burundi selv er medlem af, har fordømt valget.

Rygter om ny borgerkrig

Konflikten startede, da præsident Nkurunziza i april meddelte, at han ville søge en tredje periode som præsident – selv om forfatningen faktisk kun giver ham mulighed for to perioder. Den nu genvalgte præsident har i processen forfulgt sine politiske modstandere, politiet har beskudt og dræbt demonstranter, alle private radiostationer er lukkede, og i maj forsøgte en general forgæves at begå militærkup.

Siden har rygterne floreret i Burundi om en mulig ny borgerkrig, og der frygtes for nye etniske udrensninger mellem landets befolkningsgrupper, som består af hutuer (85 procent,) tutsier (14 procent) og pygmæ-folket twa (1 procent).

Håb om samlingsregering

COSYBUs ledelse er derfor i syv sind om, hvorvidt fagbevægelsen kan samarbejde med landets kommende politiske ledelse.

“Vi vil nu analysere de politiske forhandlinger, der vil komme. Og vi håber, at det vil resultere i en national samlingsregering med deltagelse af oppositionen og civilsamfundets organisationer med et efterfølgende nyvalg,” siger COSYBU-præsident Tharcisse Gahungu.

Han understreger, at alle aktører i Burundi i disse dage afventer og beder til, at det hele ikke ender med væbnet opstand.

Burundi oplevede en blodig borgerkrig i 1990erne med over 300.000 dræbte. Siden uafhængigheden i 1962 har landet haft adskillige kup. I 2000 indgik parterne en fredsaftale og aftale om magtdeling. Det er den aftale, den genvalgte præsident beskyldes for at sætte på spil.

COSYBU og STEB samarbejder med Ulandssekretariatet og Danmarks Lærerforening.



Tobaksgigant presset til overenskomst

Nyheder Posted on Jul 29, 2015 13:16:52

Af Lene Frøslev, Ulandssekretariatet

29. juli 2015

1.300 tobaksarbejdere har strejket og forhandlet sig til ordnede forhold på Philip Morris-fabrik i Pakistan.

Strejke og lønhop

En novemberdag gik to tobaksarbejdere ind på Pakistan Workers Federations (PWF) kontor i Swabi. De var begge iført den lokale klædedragt shalwar kameeze – løse bukser og en lang kjortel – og skægget var langt, som det bør være i en provinsby i det ultrareligiøse område mellem den pakistanske hovedstad Islamabad og Khyber-passet til Afghanistan.

“Vi har brug for en fagforening,” sagde Nihar Ali.

Han og kollegaen Hussain Ahmed Qureshi havde besluttet sig for at gøre en ende på dårlig løn, elendige arbejdsvilkår og ledelsens skalten og valten med 1.300 arbejdere på den lokale tobaksfabrik. Arbejderne producerer cigaretter til verdens største tobaksproducent, det amerikansk ejede Philip Morris. Men vilkårene dér var langt ringere end på den anden store tobaksproducent i området, Pakistan Tobacco Company, ejet af verdens næststørste producent, British American Tobacco.

På PWF-kontoret i Swabi tog Shuakat Anjum imod de to aktivister. De forklarede i detaljer om problemerne på fabrikken, men de vidste ikke rigtigt, hvordan de skulle håndtere en ledelse, der afviste enhver form for samarbejde med arbejderne. Så Nihar og Hussain kom på et af de tillidsmandskurser, som PWF organiserede i samarbejde med Ulandssekretariatet.

Politisk pres og korruption

“Vi støttede arbejderne i at blive organiserede. Men det var en svær kamp, for Philip Morris er et meget magtfuldt firma med nære politiske kontakter både til provinsregeringen og til regeringen i Islamabad,” fortæller Shuakat Anjum.

Pakistan eksporterer tobak for 200 mio. kroner om året, og hovedparten af den såkaldte Virginia-tobak bliver produceret i Swabi-området.

Ledelserne på tobaksfabrikkerne har derfor tæt forbindelse med politiske beslutningstagere, og kontakterne blev tilbudt diverse gaver (i automobilstørrelsen) for at forhindre, at Philip Morris-arbejderne kunne få deres organisering registreret hos myndighederne, sådan som det kræves i Pakistan.

Arbejderne rendte forgæves arbejdsmarkedskontoret på dørene, og først da PWF mobiliserede de lokale organisationer og pressen, lykkedes det at få den faglige organisering på Philip Morris godkendt.

Arbejdsgiverne var rasende og nægtede enhver dialog med fagbevægelsen. Strejkevarsel blev afsendt, og i seks dage gik 1.300 tobaksarbejdere på gaden med krav om at forhandle en overenskomst.

“Til sidst gav ledelsen sig, og efter halvanden måneds forhandlinger opnåede vi at få en overenskomst,” fortæller Shuakat Anjum.

De to aktivister, Nihar Ali og Hussain Ahmed Quereshi, er nu formand og næstformand i Philip Morris-fagforeningen. Og det var dem, der forhandlede den første overenskomst på fabrikken hjem. En overenskomst, der gav arbejderne en stor lønforhøjelse på 5.800 rupees (375 kroner) om måneden, øget kompensation ved arbejdsulykker og tilskud til arbejderbørnenes uddannelse.

Ledelsen hos Philip Morris er stadig vrangvillig, fortæller Shuakat Anjum fra PWF-kontoret i Swabi. Men langsomt er der ved at blive opbygget en social dialog.

“Ledelsen er godt klar over, at hvis den ikke samarbejder med fagforeningen, så får den problemer,” konstaterer Shuakat Anjum.

PWF – Pakistan Workers Federation – repræsenterer den samlede fagbevægelse i Pakistan. Ulandssekretariatet samarbejder med PWF i et regionalt projekt, der fokuserer på at styrke arbejdsmarkedslovgivningen i Pakistan og fem andre lande i regionen.



Fokus på migrantarbejdere på Folkemødet

Nyheder Posted on Jun 15, 2015 12:44:53

Af Lene Frøslev, Ulandssekretariatet

14. juni 2015

Skandalen om udnyttelsen af nepalesiske bygningsarbejdere i Qatar var til debat. Sociale klausuler i sportens verden kan være en del af løsningen.

Folkemødet på Bornholm satte fokus på de elendige vilkår for millioner af migrantarbejdere i verden. Til et velbesøgt arrangement i LO’s Folkets Hus i Allinge handlede det især om de horrible vilkår, der bydes de arbejdere, som bygger stadions i Qatar op til VM i fodbold i 2022.

Forholdene for arbejderne i Qatar har den seneste tid fået endnu mere opmærksomhed i kølvandet på korruptionsskandalen i det internationale fodboldforbund FIFA.

Stadionarbejderne fra blandt andet Nepal lever og arbejder under slavelignende vilkår i den lille golfstat i 50 graders varme og med arbejdsforhold, der medfører tusindvis af dødsfald. Det anslås, at 1400 nepalesere indtil nu er døde på deres arbejdsplads.

Ulandssekretariatets leder, Mads Bugge Madsen, satte migrationsproblematikken i perspektiv. Han fortalte, at handel med arbejdere er den største forretning i verden – større end narko.

Fællesnævneren er ulighed

På verdensplan arbejder 250 millioner mennesker i et andet land end deres eget. Og samlet sender de omkring 3.000 milliarder kroner hjem til de lande, de kommer fra. Det er beløb, der bidrager betragteligt til mange landes økonomier. Filippinerne er et af de lande, der sender flest migranter ud i verden – 10 procent af landets befolkning arbejder i udlandet.

“Årsagen til at disse mennesker rejser ud for at arbejde, er ofte ulighed. De kan ikke få job i deres eget land eller vilkårene på arbejdsmarkedet er så elendige, at løfter om job i Qatar forekommer bedre,” konstaterede Mads Bugge Madsen.

Sport og politik

Sekretariatsleder Gunde Odgaard fra BAT-kartellet og journalist Jakob Sheikh har rejst og talt med adskillige bygningsarbejdere i Qatar. De fortalte om falske løfter, hvordan arbejderne lever under uhumske vilkår og bliver stavnsbundet i et middelalderligt system, der hindrer dem i at bevæge sig rundt – og endda at rejse hjem uden arbejdsgiverens accept.

“Det er så grænseoverskridende, at det trodser enhver opfattelse. Hvis nogen tror, at sport og politik ikke har noget med hinanden at gøre, så kig på Qatar,” sagde Gunde Odgaard og fik aftenens største bifald.

Organisering og politisk pres

Selv om migrantarbejderne i princippet er beskyttet af internationale ILO-konventioner, så bliver reglerne sjældent overholdt. Ulandssekretariatets Mads Bugge Madsen pegede på, at forbedring af vilkårene på arbejdsmarkedet i de lande, migrantarbejderne kommer fra, er en del af løsningen. En anden mulighed er at prøve at organisere migrantarbejderne i de lande, hvor de får jobs, men det er en vanskelig manøvre, fordi migrantarbejdere ofte falder igennem de eksisterende systemer.

De internationale bygningsarbejdere i BWI (Building and Wood workers International) prøver at presse de store internationale entreprenørselskaber til at sikre anstændige arbejdsforhold. Og en række organisationer har lagt pres på de store fodboldsponsorer Coca Cola og Visa.

FIFA er ligeglade

Men drømmen om, at skandalen i FIFA skulle få den magtfulde fodboldorganisation til at få øjnene op for migrantarbejdernes vilkår og flytte VM i 2022 til et andet land – den drøm vil aldrig går i opfyldelse, mener Spillerforeningens direktør Mads Øland. Han har som spillerrepræsentant deltaget i adskillige møder med organisationens top.

“Arbejdernes forhold betyder ikke noget for FIFA. På møder har jeg været den eneste, der har taget problemet op. FIFA er en stor og stærk privat organisation, og de er ligeglade,” konstaterede han.

Mads Øland mener, at politikerne skal pålægge sportsforbund at leve op til love og regler, der gælder for alle andre – og stoppe med at give sporten særregler. Han opfordrer til at presse på for, at FIFA fremover stiller sociale klausuler til de lande, der skal afvikle VM. Det vil kunne gøre en forskel.

Læs mere her om migrantarbejderne, som bygger Qatars VM-stadions under slavelignende vilkår.



Træning i forhandling gav lønløft på 25 pct.

Nyheder Posted on May 20, 2015 12:09:53

Af Lene Frøslev, Ulandssekretariatet

20. maj 2015

Rwandas sukkerarbejdere har fået overenskomst og arbejdsglæde efter træning af tillidsfolk

I Rwandas grønne bakker, inde mellem plantagerne med sukkerør, ligger Kabuye. Her på landets eneste sukkerfabrik larmer maskinerne i døgndrift, og den søde lugt af melasse hænger over fabriksområdet.

De 500 ansatte på treholdsskift ænser knapt larmen eller lugten, og de har fundet arbejdsglæden, efter det sidste år lykkedes at indgå en overenskomst med ledelsen. Aftalen gav alle ansatte en lønforhøjelse på 25 procent.

“Den overenskomst har medført enorme forandringer,” fortæller maskintekniker Jacques Nyirigira, der nu tjener hvad der svarer til 1500 danske kroner om måneden.

“For mig og min familie har lønforhøjelsen betydet, at vi nu kan få hverdagen til at hænge sammen. Før i tiden skyldte vi penge til højre og venstre, men nu behøver vi ikke låne mere. Den overenskomst har betydet en enorm forandring,” siger han.

Flere overenskomster på vej

Sukkerarbejderne har ikke kun fået mere i lønningsposen. De har også fået et så forbedret arbejdsmiljø, at de ansatte ikke længere løber af pladsen, så snart et andet job viser sig. Tidligere var der meget stor udskiftning af arbejdere, fordi dem, der kunne, forsvandt til bedre lønnede jobs så snart det var muligt.

Overenskomsten på Kabuye sukkerfabrik er kun den tredje i hele Rwanda. De to andre er indgået på en teplantage i den nordlige del af landet. Og flere overenskomster er undervejs, fortæller generalsekretær for CESTRAR – Rwandas LO – Eric Manzi.

CESTRAR (Centrale Syndicale des Travailleurs du Rwanda) har med støtte fra Ulandssekretariatet været primus motor for træningskurser for flere hundrede lokale tillidsfolk. Kurser, hvor medlemmerne lærer om arbejdernes basale rettigheder, om social dialog og forhandlingsteknik i praksis.

Konfrontation afløst af dialog

Gabriel Ndayisabye er tillidsmand på sukkerfabrikken. Det er hans fortjeneste, at overenskomsten er kommet i hus, og at der i dag er et godt og tillidsfuldt fællesskab mellem medarbejdere og ledelse.

“Tidligere fik vi altid bare et nej, når vi gik til ledelsen med ønsker om forbedringer af vores vilkår. Selv om vi ikke havde noget beskyttelsesudstyr og lønnen var elendig. Så stemningen var tit så spændt, at vi ofte var tæt på en konfrontation,” husker Gabriel.

Det er helt anderledes nu. På tillidsmandskurserne har Gabriel lært, hvordan man får arbejdsgiverne involveret i social dialog – hvordan man henvender sig med én ting ad gangen, hvordan man argumenterer sin sag, og hvordan man forklarer, hvilke fordele der er for ledelsen. Han har lært at være systematisk i sin tilgang og at se en sag fra begge sider. Og det gav resultat efter tre måneders hårde forhandlinger.

“Det sværeste var at få forhandlet lønforhøjelsen hjem. Vi havde stillet krav om 50 procent mere, men fabrikken var i en økonomisk krise, så vi besluttede at vise fleksibilitet og indgå en aftale på det halve af vores krav. Det er jo ikke sådan, at alt hvad man beder om, falder ned fra himlen. Man må være realistisk – og jeg kender mine begrænsninger,” fortæller Gabriel Ndayisabye.

Ledelsen vil motivere

I 2017 skal overenskomsten genforhandles. Og Gabriel er sikker på, at de kommende forhandlinger også vil gå godt. For ledelsen er blevet overbevist om, at et godt forhold til medarbejderne er til fordel for produktionen.

“Når arbejderne har gode forhold, øger det motivationen. Det giver stabilitet og i sidste ende et bedre resultat for os,” siger fabrikkens administrerende direktør, Anselme Habinana.

Han erkender, at fabrikkens ledelse tidligere havde et meget negativt syn på fagforeninger. Men det har ændret sig med samarbejdet om overenskomsten.

“Vi har et meget godt forhold til CESTRAR. Når vi diskuterer problemer, så finder vi altid et kompromis,” siger direktøren.



Samarbejde skaber vækst og anstændigt arbejde i Benin

Nyheder Posted on Jan 27, 2015 11:47:19

Af Lene Frøslev og Eva Tabor, Ulandssekretariatet

26. januar 2015


Arbejdere i den uformelle økonomi får styrket selvværd og en bedre forretning af kurser i regnskabsføring. Og frisører og skræddere øger væksten i fælles kooperativer.

Salon Awa ligger i en støvet sidegade i udkanten af Benins største by Cotonou. Den syner ikke af meget udefra, men indenfor har Awaou Dauda indrettet en fin lille frisørsalon med masser af smykker og kunstigt hår til afrikanske fletninger.

I mere end 20 år har Awa sat hår på de lokale kvinder, og når der kom penge i kassen, blev de måske brugt til at købe lidt aftensmad hjem til familien eller måske til at købe nye hårprodukter til forretningen. Hun var ikke så nøjeregnende med at skille sin egen og butikkens økonomi. Som regel var der ikke penge til skatteopkræveren, så når han kom tog Awa ofte en kæp og jog ham på porten.

Styr på økonomien

Hun griner og gestikulerer, mens hun fortæller om, hvordan det var i “gamle dage”. For nu er det helt anderledes. Awa har fået styr på sin forretningsøkonomi efter at have gennemgået et af de regnskabskurser, hendes fagforening har tilbudt. Så nu laver hun regnskab hver eneste dag og kan sætte penge af til både skatten og til løn til sig selv.

“Nu underviser jeg mine kolleger her i området i regnskabsføring, og jeg tager regelmæssigt rundt og tjekker, at de gør det rigtigt. Og tænk! Jeg er blevet gode venner med skatteopkræveren,” fortæller hun.

Med Awas nye økonomiske færdigheder er hendes selvværd kommet i top. Og hun er ikke alene. Sammen med Ulandssekretariatet, Håndværksrådet og Uddannelsesforbundet har landsorganisationen UNSTB udarbejdet et program for udvalgte arbejdere i den uformelle økonomi i Benin. Formålet med det såkaldte Alliance-program er at få etableret netværk og kooperativer for derigennem at skaffe større omsætning og skabe nye jobs.

Træningsprogrammer

Der er blandt andet udviklet et træningsprogram i grundlæggende regnskabsføring, og Awa er en af 18 lokale undervisere, der lærer færdighederne fra sig i lokalområderne. Der er etableret et center, hvor små virksomheder kan få rådgivning omkring udvikling af deres små virksomheder. Og der er gennemført en række aktiviteter med henblik på at etablere netværk og skabe anstændigt arbejde.

Senest har UNSTB etableret et stort kooperativ for 198 tekstilarbejdere og frisører, der alle har købt andele. I kooperativet er der etableret en indkøbscentral, så der kan købes ind til en gros-priser, der er oprettet en butik og en kantine med catering service.

Frisørnetværk og designerhus

I kooperativet har de 76 skræddere og syersker etableret sig under navnet “Maison des Créateurs” – Designernes Hus. Her har de en fælles systue med avancerede maskiner og en fælles forretning. Kooperativet samarbejder med otte undernetværk i lokalområdet, hvor 50-60 syersker og skræddere fungerer som underleverandører ved større ordrer.

“Vi er stolte af vores nye Designernes Hus,“ siger Marcel Dansou, formand for Forbundet for Skræddere, Syersker og Vævere. Nu skal salgsarbejdet forbedres, og kooperativet satser på at få større ordrer på uniformer fra skoler og institutioner.

UNSTBs generalsekretær, Emmanuel Zounon, betegner kooperativet som “banebrydende for nye tanker og initiativer”.

“Benin har altid været præget af individualisme. Men projektet har bidraget til at fremme en enestående samarbejdsånd bandt arbejderne i den uformelle økonomi,” siger han.

Ulandssekretariatet har støttet UNSTB i Benin i programmet om Anstændigt Arbejde i Vestafrika siden 2008. Fra 2013 har Ulandssekretariatet i samarbejde med Håndværksrådet og Uddannelsesforbundet gennemført et Alliance program i Vestafrika for at styrke fagbevægelsens kapacitet til at udvikle de små uformelle virksomheder og skabe netværk og kooperativer.



På forkant i Latinamerika

Nyheder Posted on Jan 15, 2015 23:39:04

Af Lene Frøslev, Ulandssekretariatet

15. januar 2015

Merete Hansen er Ulandssekretariatets nye internationale rådgiver og leder af det regionale kontor i Nicaragua. Hun er klar til at gå massivt ind i opbygningen af fagforeningsledelse og begyndende dialog på arbejdsmarkedet.

Det er en af Danmarks mest erfarne Latinamerika-kendere, der er blevet leder af Ulandssekretariatets regionale kontor i Nicaragua.

55-årige Merete Hansen har i næsten halvdelen af sit liv boet og arbejdet i Latinamerika for en række skandinaviske organisationer. Fremover er hendes fokus på fagbevægelsen og opbygningen af en social dialog på arbejdsmarkedet.

“Fagbevægelsen her er utrolig svag. Den er blevet undertrykt og bombarderet politisk og økonomisk fra alle sider. Hvis ikke vi udefra er med til at støtte fagbevægelsen, så risikerer vi, at den forsvinder – bliver udryddet. Derfor kan Ulandssekretariatet gøre en forskel,” siger hun.

Elendighed og ansvar

Merete Hansen har haft Latinamerika inde under huden, siden hun som nybagt student i 1979 tog til blandt andet El Salvador og på den baggrund var med i opbygningen af det danske solidaritetsarbejde i El Salvadorkampagnen.

“Jeg oplevede i en ung alder en uretfærdighed og elendighed, vi ikke var vant til i Danmark. Det var med til at gøre mig bevidst om, at vi har en forpligtelse og et ansvar, når vi kommer fra et lille og velfungerende land,” fortæller Merete Hansen.

Hun er udannet i geografi og internationale udviklingsstudier på Roskilde Universitet, og siden 1989 har hun arbejdet fast i Latinamerika som rådgiver og regional repræsentant for en række skandinaviske organisationer. Heriblandt DANIDA, Folkekirkens Nødhjælp, IBIS, og senest landedirektør i Colombia for Norsk Flygtningehjælp.

Merete Hansen har opbygget stor erfaring i at arbejde i samfund præget af konflikter, ulighed og dyb polarisering. Et solidt grundlag, når hun nu fra Ulandssekretariatets kontor i Managua har det regionale ansvar for udviklingen af de faglige programmer i Nicaragua, Honduras, Guatemala og Bolivia.

Forfølgelse og dødstrusler

Der bliver sammen med de lokale partnere lagt et stort arbejde i at uddanne og træne de faglige ledere i deres evner til dialog og forhandling med regeringer og arbejdsgivere. Og derigennem at udvikle de nationale fagforbund fra at have en proteststruktur til at indgå i social dialog og trepartsforhandlinger.

“Det er sin sag at være faglig leder i samfund med en anti-fagforeningskultur. De er konstant udsat for psykologiske bombardementer og trusler, ja, dødstrusler og drab. På alle niveauer er der brug for social dialog,” forklarer Merete Hansen.

Nye muligheder i Colombia

Hun peger dog på, at også arbejdsgiverne og regeringerne i regionen viser tegn på åbning og vilje til dialog. Det giver nye muligheder, også i forhold til at styrke fortalervirksomheden og få sat fagbevægelsens interesser på dagsordenen.

Merete Hansen ser gode muligheder for at styrke fagbevægelsens rolle på arbejdsmarkedet i Latinamerika. Det kan også gælde et kommende engagement i Colombia, som netop nu er inde i en fredsproces efter 50 års borgerkrig.

“I fredsprocessen er der er brug for at se på forholdene på arbejdsmarkedet. Her kan Ulandssekretariatet gøre en forskel med tilbud om kompetencer netop inden for social dialog, som halter meget i Colombia,” siger hun.

Ulandssekretariatet samarbejder med partnerorganisationer i Honduras, Guatemala, Nicaragua og Honduras om opbygning af kapacitet til blandt andet forhandling og social dialog på arbejdsmarkedet.



På forkant i Latinamerika

Nyheder Posted on Jan 15, 2015 12:07:26

Af Lene Frøslev, Ulandssekretariatet

15. januar 2015

Merete Hansen er Ulandssekretariatets nye internationale rådgiver og leder af det regionale kontor i Nicaragua. Hun er klar til at gå massivt ind i opbygningen af fagforeningsledelse og begyndende dialog på arbejdsmarkedet.

Det er en af Danmarks mest erfarne Latinamerika-kendere, der er blevet leder af Ulandssekretariatets regionale kontor i Nicaragua.

55-årige Merete Hansen har i næsten halvdelen af sit liv boet og arbejdet i Latinamerika for en række skandinaviske organisationer. Fremover er hendes fokus på fagbevægelsen og opbygningen af en social dialog på arbejdsmarkedet.

“Fagbevægelsen her er utrolig svag. Den er blevet undertrykt og bombarderet politisk og økonomisk fra alle sider. Hvis ikke vi udefra er med til at støtte fagbevægelsen, så risikerer vi, at den forsvinder – bliver udryddet. Derfor kan Ulandssekretariatet gøre en forskel,” siger hun.

Elendighed og ansvar

Merete Hansen har haft Latinamerika inde under huden, siden hun som nybagt student i 1979 tog til blandt andet El Salvador og på den baggrund var med i opbygningen af det danske solidaritetsarbejde i El Salvadorkampagnen.

“Jeg oplevede i en ung alder en uretfærdighed og elendighed, vi ikke var vant til i Danmark. Det var med til at gøre mig bevidst om, at vi har en forpligtelse og et ansvar, når vi kommer fra et lille og velfungerende land,” fortæller Merete Hansen.

Hun er udannet i geografi og internationale udviklingsstudier på Roskilde Universitet, og siden 1989 har hun arbejdet fast i Latinamerika som rådgiver og regional repræsentant for en række skandinaviske organisationer. Heriblandt DANIDA, Folkekirkens Nødhjælp, IBIS, og senest landedirektør i Colombia for Norsk Flygtningehjælp.

Merete Hansen har opbygget stor erfaring i at arbejde i samfund præget af konflikter, ulighed og dyb polarisering. Et solidt grundlag, når hun nu fra Ulandssekretariatets kontor i Managua har det regionale ansvar for udviklingen af de faglige programmer i Nicaragua, Honduras, Guatemala og Bolivia.

Forfølgelse og dødstrusler

Der bliver sammen med de lokale partnere lagt et stort arbejde i at uddanne og træne de faglige ledere i deres evner til dialog og forhandling med regeringer og arbejdsgivere. Og derigennem at udvikle de nationale fagforbund fra at have en proteststruktur til at indgå i social dialog og trepartsforhandlinger.

“Det er sin sag at være faglig leder i samfund med en anti-fagforeningskultur. De er konstant udsat for psykologiske bombardementer og trusler, ja, dødstrusler og drab. På alle niveauer er der brug for social dialog,” forklarer Merete Hansen.

Nye muligheder i Colombia

Hun peger dog på, at også arbejdsgiverne og regeringerne i regionen viser tegn på åbning og vilje til dialog. Det giver nye muligheder, også i forhold til at styrke fortalervirksomheden og få sat fagbevægelsens interesser på dagsordenen.

Merete Hansen ser gode muligheder for at styrke fagbevægelsens rolle på arbejdsmarkedet i Latinamerika. Det kan også gælde et kommende engagement i Colombia, som netop nu er inde i en fredsproces efter 50 års borgerkrig.

“I fredsprocessen er der er brug for at se på forholdene på arbejdsmarkedet. Her kan Ulandssekretariatet gøre en forskel med tilbud om kompetencer netop inden for social dialog, som halter meget i Colombia,” siger hun.

Ulandssekretariatet samarbejder med partnerorganisationer i Honduras, Guatemala, Nicaragua og Honduras om opbygning af kapacitet til blandt andet forhandling og social dialog på arbejdsmarkedet.



Bedre forhold kan være på vej for Asiens migrantarbejdere

Nyheder Posted on Jan 13, 2015 06:17:29

Af Lene Frøslev og Buddhi Acharya, Ulandssekretariatet

12. januar 2015

Pres fra faglige organisationer får sydasiatiske lande til at love samarbejde om at sikre ansvarlige forhold for migrantarbejdere i regionen. “En dør er slået ind,” siger lederen af den regionale faglige organisation, SARTUC.

Millioner af migrantarbejdere i det sydlige Asien arbejder under slavelignende forhold. Men nu har en række lande i Sydøstasien lovet hinanden at samarbejde om at skaffe ordentlige og ansvarlige vilkår for migranterne. Det er de otte lande i den sydasiatiske organisation for regionalt samarbejde (SAARC), der på sit topmøde i Kathmandu i Nepal for første gang har taget forholdene for migrantarbejdere op.

“En dør er slået ind. Nu skal der arbejdes for at sikre at en sikker, rimelig og ansvarlig regulering af migrationen kommer i stand,” siger generalsekretær Laxman Basnet fra den regionale faglige organisation SARTUC i et interview med Ulandssekretariatet.

Massiv lobbyvirksomhed

Det er to års massiv kampagne fra såvel SARTUC som FN’s arbejdsmarkedsorganisation ILO, der har fået SAARC-landene til at sætte migrations-spørgsmålet på dagsordenen. Nu vil SARTUC sikre at alle de nationale medlemsorganisationer lægger pres på de respektive regeringer for at konkretisere løfterne.

“Vi må samarbejde tæt med ILO og andre internationale organisationer om forhold som social sikkerhed, kvinders og unges forhold, som også har at gøre med migration,” siger Laxman Basnet.

Millioner arbejder under ringe forhold

ILO skønner, at der er omkring 30 millioner migrantarbejdere i Sydøstasien. Alene fra Nepal emigrerede en halv million mennesker sidste år for at arbejde i udlandet. Så mange rejser ud fra hovedstaden Kathmandu, at der i lufthavnen er en særlig afgangs-kø kun for migrantarbejdere.

Mange rejser til golfstaterne for at arbejde i blandt andet byggeindustrien, og det har skabt international opmærksomhed, at nepalesiske arbejdere i Qatar arbejder under kummerlige og livstruende forhold ved etableringen af store stadions til VM i fodbold i 2022.

Sikring af rettigheder

Et af de forhold, SARTUC ønsker at fokusere på, er at få standardiseret mindstelønningerne for at undgå løndumping. Et andet er at få de helt fundamentale arbejder-rettigheder implementeret på de enkelte arbejdspladser.

Både regionalt og nationalt vil de faglige organisationer søge at lægge pres på regeringerne for at få sætte migrantarbejdernes forhold højere på dagsordenen. Ikke mindst sætter man sin lid til, at Indien som det største land i SAARC-samarbejdet vil tage føringen med konkrete initiativer.

Ulandssekretariatet samarbejder i Sydøstasien med SARTUC om at sikre en effektiv beskyttelse af migrantarbejdere i regionen.

SARTUC – South Asian Regional Trade Union Council

SAARC – South Asian Association for Regional Coorporation består af landene Indien, Nepal, Afghanistan, Bangladesh, Sri Lanka, Bhutan, Maldiverne og Pakistan.




Next »