Af Lene Frøslev, Ulandssekretariatet

29. juli 2015

1.300 tobaksarbejdere har strejket og forhandlet sig til ordnede forhold på Philip Morris-fabrik i Pakistan.

Strejke og lønhop

En novemberdag gik to tobaksarbejdere ind på Pakistan Workers Federations (PWF) kontor i Swabi. De var begge iført den lokale klædedragt shalwar kameeze – løse bukser og en lang kjortel – og skægget var langt, som det bør være i en provinsby i det ultrareligiøse område mellem den pakistanske hovedstad Islamabad og Khyber-passet til Afghanistan.

“Vi har brug for en fagforening,” sagde Nihar Ali.

Han og kollegaen Hussain Ahmed Qureshi havde besluttet sig for at gøre en ende på dårlig løn, elendige arbejdsvilkår og ledelsens skalten og valten med 1.300 arbejdere på den lokale tobaksfabrik. Arbejderne producerer cigaretter til verdens største tobaksproducent, det amerikansk ejede Philip Morris. Men vilkårene dér var langt ringere end på den anden store tobaksproducent i området, Pakistan Tobacco Company, ejet af verdens næststørste producent, British American Tobacco.

På PWF-kontoret i Swabi tog Shuakat Anjum imod de to aktivister. De forklarede i detaljer om problemerne på fabrikken, men de vidste ikke rigtigt, hvordan de skulle håndtere en ledelse, der afviste enhver form for samarbejde med arbejderne. Så Nihar og Hussain kom på et af de tillidsmandskurser, som PWF organiserede i samarbejde med Ulandssekretariatet.

Politisk pres og korruption

“Vi støttede arbejderne i at blive organiserede. Men det var en svær kamp, for Philip Morris er et meget magtfuldt firma med nære politiske kontakter både til provinsregeringen og til regeringen i Islamabad,” fortæller Shuakat Anjum.

Pakistan eksporterer tobak for 200 mio. kroner om året, og hovedparten af den såkaldte Virginia-tobak bliver produceret i Swabi-området.

Ledelserne på tobaksfabrikkerne har derfor tæt forbindelse med politiske beslutningstagere, og kontakterne blev tilbudt diverse gaver (i automobilstørrelsen) for at forhindre, at Philip Morris-arbejderne kunne få deres organisering registreret hos myndighederne, sådan som det kræves i Pakistan.

Arbejderne rendte forgæves arbejdsmarkedskontoret på dørene, og først da PWF mobiliserede de lokale organisationer og pressen, lykkedes det at få den faglige organisering på Philip Morris godkendt.

Arbejdsgiverne var rasende og nægtede enhver dialog med fagbevægelsen. Strejkevarsel blev afsendt, og i seks dage gik 1.300 tobaksarbejdere på gaden med krav om at forhandle en overenskomst.

“Til sidst gav ledelsen sig, og efter halvanden måneds forhandlinger opnåede vi at få en overenskomst,” fortæller Shuakat Anjum.

De to aktivister, Nihar Ali og Hussain Ahmed Quereshi, er nu formand og næstformand i Philip Morris-fagforeningen. Og det var dem, der forhandlede den første overenskomst på fabrikken hjem. En overenskomst, der gav arbejderne en stor lønforhøjelse på 5.800 rupees (375 kroner) om måneden, øget kompensation ved arbejdsulykker og tilskud til arbejderbørnenes uddannelse.

Ledelsen hos Philip Morris er stadig vrangvillig, fortæller Shuakat Anjum fra PWF-kontoret i Swabi. Men langsomt er der ved at blive opbygget en social dialog.

“Ledelsen er godt klar over, at hvis den ikke samarbejder med fagforeningen, så får den problemer,” konstaterer Shuakat Anjum.

PWF – Pakistan Workers Federation – repræsenterer den samlede fagbevægelse i Pakistan. Ulandssekretariatet samarbejder med PWF i et regionalt projekt, der fokuserer på at styrke arbejdsmarkedslovgivningen i Pakistan og fem andre lande i regionen.